Hjemmearbejdspladser er kommet for at blive. Flere og flere danskere har en bærbar pc, og mobiltelefonen er ikke noget specielt længere. Det er en del af påklædningen.
Derfor er der intet, der forhindrer, at arbejdspladsen rykker ind i det private hjem. For nogen er det startskuddet til en bedre balance mellem arbejde og fritiden. Men det kan også betyde det modsatte: At det glider så meget sammen i en stor grå masse, hvor arbejdet sniger sig ind som en dræbersnegl og bliver til mere og mere for hver dag, der går.
Der skal derfor en vis selvdisciplin til for at holde arbejde og fritid adskilt, men i en tid, da arbejde ikke altid bliver opfattet som noget ubehageligt, er det en tendens, som forstærkes yderligere med flere teknologiske landvindinger, der giver mulighed for at arbejde overalt og på alle tidspunkter.
Blackberryen er et stærkt eksempel på en teknologi, der har rykket grænser, således at de pletter af ikke-udnyttet tid kan anvendes på noget nyttigt.
Fritiden tager hævn
I takt med, at arbejdet erobrer fritiden, tager fritiden hævn på arbejdspladsen. Det sker, ved at arbejdspladsen bliver udsmykket med private ting.
Når en medarbejder bliver afskediget og bortvist med øjeblikkelig virkning, betyder det, at der er tid til at fjerne eventuelle private ting fra arbejdspladsen, så det er ikke noget nyt. Tværtimod.
Det handler om at gøre arbejdspladsen personlig og vise, at ”her hører jeg til”. I en tid da de åbne kontor er svaret på bedre videndeling og besparelser, bliver det mere vanskeligt at få skabt den personlige ramme om jobbet. Der skal flere ting til. Gerne noget, som kan transporteres.
På min arbejdsplads gik vi fra enkeltmandskontorer tilbage i år 2000 til åbne kontorer, hvor ingen havde et værelse, hvor det var muligt at trække sig tilbage til.
Derfor var det slut med individuel udsmykning. Samtidig var der mange af konsulenterne, der ikke havde faste pladser, og dermed var der slet ikke noget fast holdepunkt. Et skab med en meter hyldeplads var alt, hvad der var til rådighed.
En kollega havde derfor altid et glas med sten, som hun havde fundet på strandet. Hendes identitet og det, der gav hende en smule privatliv, var således afgrænset til et minimum.
Det skal viskes væk
Omvendt - så gælder det samme, når vi overtager noget nyt. Så skal der gøres rent til den helt store guldmedalje for at viske alt, hvad der kommer fra fortiden, væk.
I artiklen ”Hvorfor udstiller vi private ting på arbejdspladsen” fra bladet Brandbase skriver forfatteren af artiklen, at det er en slags besiddelsesritual at gøre det på den måde.
Noget er der om snakken.
En arbejdsplads er en form for et udstillingsvindue for medarbejderen.
Der er nogen, der foretrækker at være meget anonyme.
I mine studietid var der en lektor, der havde et kontor, der var fuldstændigt blottet for enhver form for personlighed. Bøgerne var placeret bag døren, og der var ikke ret mange af dem. Andre havde indrettet deres kontor med mange bøger, dimser, tegninger fra børnene og en masse andet, således at det afspejlede deres personlighed.
Et hotelværelse, der er meget anonymt, er udsat for den samme udvikling. Det bliver gjort personligt. Det kan være med mange små ting. Eller bare det, at der bliver rodet med egne ting. Det kan skabe en tryghed og skal virke, som om det er et hjem. Hvad det selvfølgelig aldrig kan blive. Det er en ventesal med sovemulighed. Intet mere eller mindre. Også selv om hotellet forsøger at give et andet indtryk.
Det sniger sig ind
På arbejdspladsen kan vi således se, at der kommer mere og mere af det private snigende ind.
Det kan være børnenes tegninger. Det kan være nogle minder om en god ferie. Eller noget helt tredje.
Et fælles kendetegn er, at arbejdspladsens uniformering bliver brudt, og her er et signal fra medarbejderen:
»Hertil og ikke længere.«
Selv om der er åbne kontorer, er der alligevel nogle, der vil forsøge at skabe fornemmelsen af, at det er eget kontor. Det kan være i form af reoler eller andre ting, der skaber en illusion af, at der er en mur til omverden.
Det er ikke altid et spørgsmål om at skabe personlige rammer. I nogle tilfælde er det noget, der skal bruges til at iscenesætte medarbejderen.
Besøg en amerikansk læge - og så kan man se alle eksamensbeviserne, diplomerne og andre udmærkelser, der signalerer, at her sidder en klog mand, der har styr på situationen. Eller professoren, der skal interviewes til tv: Det sker altid med ryggen mod en bogreol, der står tynget af visdom.
Sagt med andre ord, så er arbejdspladsen i dag blevet et spejlbillede af fritiden og af, hvem vi er.
Grænserne er blevet udvisket for mange. Det er en påmindelse om, at der er en anden verden uden for arbejdspladsen. Lige som den hårdtprøvede mekaniker, der har en rapportpige hængende i omklædningsskabet som opmuntring og bevis på, at der findes en verden udenfor. Heldigvis.
En god medarbejder lever ikke kun sit liv på arbejdspladsen. Ligesom en god medarbejder ikke kun tænker på at komme hjem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar