Ridley Scott revser amerikanske film


Der findes stort set ingen gode Hollywood-film længere. Så hård er dommen fra en af filmbyens egne.

Den legendariske filminstruktør Ridley Scott langede i går kraftigt ud efter den amerikanske filmbranche under filmfestivalen i Venedig.

Den 69-årige filmmager er i øjeblikket på Lidoen for at præsentere en re-masteret version af sit 25 år gamle storværk "Blade Runner" samt Brad Pitt-produktionen "The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford", som Scott har produceret.

Dummere og dummere
Da han i et interview blev bedt om at sammenligne denne film med andre Hollywood-produktioner sagde instruktøren:

»Jeg synes, at film bliver dummere og dummere. Før i tiden var der tale om 50/50, men i dag er forholdet nok nærmere 3 pct. gode film og 97 pct. dumme. Den her film er en af de sjældne, der - Gud ske tak og lov - bliver lavet, som har en seriøs karakteristik og noget seriøst at sige. Men det bliver sværere og sværere at få lov til at lave den slags film.«

Det skriver den engelske avis The Guardian i dag.

Ridley Scott har ud over "Blade Runner" lavet klassikere som "Thelma and Louise" og "Gladiator", men forsøgte sig sidste år den romantiske komedie "A Good Year" med Russell Crowe i hovedrollen. Filmen blev mildest talt ikke nogen succes.

Ingen kommentarer: