D.H. Lawrence skrev 'Lady Chatterley's Lover' i tre forskellige udgaver, og han havde, ligesom Mykle i Norge, det held/vanheld, at samfundets myndigheder blev forargede over, hvad man opfattede som eksplicit pornografi. Så sent som i 1960 blev en udgave genstand for en retssag i England, selv om bogen så ved den lejlighed om sider blev accepteret. Det var da på tide.
Men det er på en måde noget af en gåde, at et mandssamfund ville forbyde bogen. Den kærlighed, som skildres, er enten et maskulint drømmespil eller en blændende analyse af, hvordan rigtig og fri kærlighed ser ud – fra mandens synsvinkel.
Således også i denne film, som er instrueret af en kvinde, Pascale Ferran. Hun har vundet franske priser for bedste film og bedste manuskript – hun burde også have vundet en pris for bedste bidrag til en fornyet kønsdebat, hvis sådan en pris nu fandtes.
I høet med skovfogeden
Handlingen kan skæres kort ud, den er overhovedet ikke dramatisk. Den unge Lady Chatterley er blevet gift med godsejeren og mineejeren Clifford, som blev lammet fra hoften og ned i Første Verdenskrig.
En tid lang broderer hun tålmodigt og sætter blomster i vand på godset, men en dag ser hun den nye skovfoged Parkin og bliver erotisk optaget af ham. Hun følger hans arbejde i skovhytten og fascineres af hans kræfter og stumme maskuline udstråling.
Han er ikke af hendes klasse. Han er uden artikulation og social evne. Han er kun fysisk tiltrækkende, og hun er så desperat, at tiltrækningen er nok.
Samleje med og uden samkvem
Der er seks samlejer i filmen, hvoraf det første måske knap nok kan kaldes et samleje, i hvert fald er de ikke sammen, kun deres kønsorganer. Næste gang går det bedre, tredje gang får de orgasme samtidig, fjerde gang er de henført helt nøgne i regnvejret, og han smykker hende med blomster, en salighed som i Paradisets Have, noget kluntet beskrevet, men meningen er god nok.
Lady Chatterleys kærlighed vokser undervejs, og hun tilgiver enhver af mandens kortfattede, mistænksomme – og smertefulde? – fornærmelser af hende. Hun er jo overklassen.
Kan underklasse overhovedet fornærme overklasse? Det sker på intet tidspunkt. Jo, Lady Chatterley kan forbavses og måske såres en smule, når han ikke hilser, men krænkes – det kan hun ikke.
Nu med barn
Hendes mand, Clifford (glimrende spillet af Hippolyte Girardot) er bevidst om den ægteskabelige katastrofe og tilkendegiver, at han ønsker sig en 'uægte' søn, som han vil acceptere, hvis blot faderen er socialt acceptabel.
Lady Chatterley bliver gravid med Parkin. Er det en uønsket hindring? Næppe. Parkin er ganske vist ikke særlig optaget af hendes graviditet, men det tager hun pænt, så det går nok.
Efter en hurtigt overstået rejse vender hun hjem til godset og finder igen sin Parkin, som vi må tro på har savnet hende forfærdeligt, i hvert fald har han været i dystert slagsmål og skal restitueres.
Mandlig drømmeverden
Det klarer Lady Chatterley også. Hun tilbyder ham økonomisk hjælp til egen gård, hun fortæller, at han altid kan gå og komme, som han vil, han kan i det hele taget være præcis, som han er; hun ... elsker ham. Ingen jalousi, intet nag, kun lykke over at se ham igen.
Sådan ser et maskulint vellignende billede af ideel kærlighed ud – og sådan tegnede D.H. Lawrence det. Pascale Ferran genprøver bevidst billedet, og vi kan overveje, hvor meget fælles-kønslig ærlighed det rummer. Meget? Lidt?
Lover uden love
Filmen er smuk og langsom og har en helt fremragende Marina Hands som Lady Chatterley.
Den ville have været rigtig god, hvis Jean-Louis Coullo'ch som Parkin havde ydet en tilsvarende indsats, eller hvis han dog bare så ud, som om kemien passede. Men han klarer det slet ikke. Tung, jo – maskulin, jo – men hvad er det for en vanvittig, konstant, stiltiende ærgrelse, man konstaterer på hans ansigt?
For at historien skal gå op, må han elske – det ses simpelt hen ikke. Lady Chatterley, uden Lover. Selv John Wayne kunne have gjort det bedre. Men ellers: forbavsende fængslende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar